Horsens FolkebladRadio HorsensBrædstrup AvisHorsens Posten
Avis Odder  

 

Avis: Haider gemte millioner i skattely

lørdag d. 31. jul. 2010 - kl. 20:57

Østrigs afdøde højrepopulist Jörg Haider kanaliserede i alt 45 millioner euro (335 millioner kroner) til hemmelige konti i skattelyet Liechtenstein. Det skriver nyhedsmagasinet Profil.


Ifølge Profil er de hemmelige konti fundet i et samarbejde mellem myndigheder fra Østrig, Schweiz og Tyskland, som var i færd med en undersøgelse i forbindelse med tyske BayernLB's overtagelse af den østrigske bank HGAA i 2007.


Efterforskerne skal have fundet 12 virksomheder, der var registreret i Liechtenstein og tilknyttet Jörg Haider.


Ifølge de foreløbige oplysninger var der en overgang ikke mindre end 45 millioner euro på de konti, der var tilknyttet selskaberne, skriver Profil. I dag ligger der fem millioner tilbage, mens resten blev spredt i risikable investeringer for flere år siden, siger kilder til magasinet.


Det er ikke klart, hvor pengene kommer fra, og hvilken type investeringer, der er tale om.


Claudia Haider, der er enke efter den afdøde politiker, afviser over for det østrigske nyhedsbureau APA ethvert kendskab til de hemmelige konti.


Stefan Petzner, der var Haiders nære medarbejder, synes, at beløbene lyder urimeligt høje.


- Måske har de forvekslet schilling med euro, siger han.


Der gik omkring 14.000 af Østrigs tidligere valuta, schilling, på en euro.


Jörg Haider døde i 2008, da han kørte bil i beruset tilstand. Han var kendt for sin smarte livsstil og dyre valgkampagner. Foruden den løn, han fik som ministerpræsident i provinsen Kärnten, havde han også en indtægt fra et stort skovområde, han ejede.


/ritzau/AFP


 

Læs avisen online

Her har du mulighed for at læse nyeste udgave af Odder Avis online.

Klik på avisen til højre for at læse avisen.

Læs avisen online